• En af Danmarks rigeste kvinder smider millioner efter særlig historisk bygning

    来源: BDK Borsnyt / 06 3月 2024 02:31:50   America/New_York

    Roskilde Kommune er i færd med at forvandle det kendte Sankt Hans Hospital tæt på fjorden til en helt ny bydel. Og det sker nu med hjælp fra en af landets allerrigeste kvinder. Winnie Liljeborg, der i start-80erne var med til at skabe smykkevirksomheden Pandora, har ifølge B.T. netop brugt 82 millioner kroner på at købe det såkaldte Kurhus på det historiske Sankt Hans Hospital. Kurhuset blev åbnet i 1860 og er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll. Formålet med huset var at give sindslidende patienter den mest moderne behandling. Liljeborg foretager investeringen gennem sin fond, Liljeborgfonden. Efter at Winnie Liljeborg flyttede til Roskilde-egnen, har hendes fond engageret sig flittigt i byen. Blandt andet ved opkøb af restaurantskibet Sagafjord samt et julemærkehjem. I 2020 var Liljeborg nummer 32 på Berlingske Business' liste over Danmarks 100 rigeste med en formue på omkring fire milliarder kroner. Borgmesteren i Roskilde, Tomas Breddam, kalder investeringen i området en »stor milepæl i udviklingen af Sankt Hans«. Af en pressemeddelelse, som B.T. refererer, fremgår planerne med Kurhuset »I Liljeborg vil vi gøre Kurhuset og området omkring til et sted, hvor hele Roskilde kan nyde de historiske bygninger og den smukke omkringliggende natur ved fjorden og Boserup Skov. Vi drømmer om at skabe rammerne til sociale fællesskaber og kulturelle aktiviteter, særligt for børn og unge, men også på tværs af generationer,« udtaler fondens direktør Dorthe Ploug Hansen i pressemeddelelsen. Som led i planen om at omdanne Sankt Hans Hospital fra psykiatrisk hospital til ny bydel satte Roskilde Kommune i begyndelsen af januar blandt andet Kurhuset til salg. »Vi har hele tiden haft en ambition om, at der skal være masser af liv i Kurhuset. Her skal fællesskaber blomstre, og her er der plads til oplevelser, både til beboere, besøgende fra Roskilde og gæster udefra. Det er et særligt sted med stort potentiale,« sagde borgmester Tomas Breddam dengang. https://www.berlingske.dk/samfund/en-af-danmarks-rigeste-kvinder-smider-millioner-efter-saerlig-historisk
分享